Det passede Passer: Dagen, der blev et minde for livet
DA DIRCH FIK ØJE PÅ PASSEREN i et af skolens mange lokaler, som han indtog med stormskridt og jubelråb, råbte han, så det rungede i de hellige haller: ”Fleeeemming! Vil du være den første, der fotograferer Passer med en passer!”. Undervejs rundt i skolen hilste han også på hovmester Mogens Bryghler og betroede ham at ”…når vi var på havet, bad jeg styrmand Dyhr Nielsen kaste min madpakke langt ud i havet. Så er jeg fri for at gøre det selv når jeg har spist den”.
Uddannelsen af styrmandselever til rederiet J. Lauritzen startede allerede i 1930, hvor det første hold gik ombord på topsejlskonnerten ”Fanø” af Marstal. Rederiet købte og ombyggede det til et kombineret last- og træningsskib. En model, der blev brugt i adskillige årtier og blev unikt for uddannelse af søofficerer. Derfor satte rederiet senere to andre topsejlsskonnerter i fart som træningsskibe. Det var ”Rømø” og ”Thurø”.